Møller i vildt vejr

Vi giver her et par eksemler på de historier der kan gives som baggrund for fortællingen om historiske vind-og vandmøller i ”vildt vejr”.

 

Øresø Mølle


”Livet på Øresø Mølle” af V. Sørensen, 1939, bragt i Møllen marts – april 2008.

 

Om livet på Øresø Mølle

 

Øresø Mølle var en af de 5 vandmøller der kaldtes ”Kongens Møller”. Disse fem møller var: Øresø, Studs, Rangle, Pryde og Tyskemøllen – også kaldet Kongens Mølle. For år tilbage, var der en stor kundekreds til alle møllerne og ikke mindst havde Øresø Mølle et stort mølleri; Til Øresø Mølle hørte 100 tdr. land og der var på møllen 3 karle, en dreng, en daglejer og en røgter, desuden 1 bryggerspige, 1 kokkepige, 1 stuepige, 1 mejerske (kaldet jomfruen og havde ophold i familien). Mølleren var ældre og ugift og havde en husholderske. På møllen var en ældre gift møllersvend, samt en yngre svend eller lærling. Når kværnene skulle billes, havde vi ”Billemænd” til hjælp.

I Møllestuen stod et langt egetræsbord, som alle folkene spiste ved. Møllersvenden sad for sig selv og spiste ved et mindre bord i stuen. Kosten var god, vi fik hjemmebagt brød, men fik kun sigtebrød 2 gange om året, nemlig til jul og til Høstgildet. Til disse 2 højtider blev bageovnen fyldt med sigtebrød og vi fik udelukkende sigtebrød til næste bagedag. Kaffe fik vi kun hver søndag eftermiddag og det var med et stykke kandis til, lagt på underkoppen. Dog fik møllersvenden kaffe hver eftermiddag, også med kandis.

Alle møllegæster fik melet med hjem og blev, imedens kornet blev malet, beværtet i møllestuen med øl og snaps, samt tobak. Folk kom til mølle hver dag hele året rundt, også om søndagen på nær jule- nytårs-, påske og pinsedag; dog var der nogenlunde roligt på søndag eftermiddage, men der skulle være en mand hjemme til at tage imod eventuelle møllegæster.

Den dag høstgildet skulle holdes, blev betragtet som højhelligdag fra middag af, og der blev under ingen omstændigheder ekspederet kunder. Skulle det ske at nogen kom, og det gjorde der jo gerne, blev kornet sat ind i møllen til næste dag. Enhver ugift på møllen måtte invitere en (karl eller pige) med til høstgildet og foruden var indbudt de håndværkere der havde arbejdet på møllen, såsom smed, hjulmand, skomager, møllebygger, billemænd m. fl., samt landposten,

Kl. 12 middag spistes suppe, hvorefter enhver underholdt sig på bedste måde. Mange ældre spillede kort og en dram med en tår øl skortede det ikke på. Midt på eftermiddagen fik vi kaffe og hvem der ønskede, det kaffepunch. Til aften smørrebrød, hvor fadene gik livligt rundt. Så begyndte dansen i kornmagasinet, der var ryddet og pyntet i dagens anledning. Ud på aftenen kaffe og kl. 12 midnat risengrød og steg, hvorefter dansen fortsatte til den lyse morgen. Det var et høstgilde, der battede og som vi alle så hen til med glæde. Ja længe i forvejen blev man plaget af naboernes karle og piger, om man dog ikke ville tage dem med.

Møller Andersen, der dengang var ejer af Øresø Mølle var som nævnt en ældre mand, og han solgte mens jeg var der, ejendommen til Grev Lerche, Lerchenborg. Greven forpagtede møllen, og så vidt jeg husker, også lidt jord ud til en landmand på egnen. Den gamle mølle blev moderniseret, det bagerste vandhjul blev flyttet tilbage og i en gammel bygning, hvor der havde været mejeri, bryggers, pigeværelser, m.m. blev der indrettet savværk, men så vidt jeg ved er det hele nedlagt. Stigbordene ved frisluserne er trukket op, mølledammen er forsvundet og kun åen, hovedløbet er tilbage. Den gamle mølle interesserede mig meget, idet ikke alene mølleværk og bygning var så enestående, selv der i 1890- erne, men også de gamle skikke var holdt vedlige.

Jeg kan også bemærke, at vi til belysning i møllen benyttede de gammeldags tran – eller olielamper, med en væge op i det ene hjørne. Vægen snoede vi selv af bommuldsgarn, som blev købt ind i ret stor mængde ad gangen.

Førstesvenden passede den del af møllen, hvor de 2 skråkværne var, altså grovmølleriet og ekspederede kunderne alt imellem han hurtigt løb ind i møllestuen og skænkede dramme til gæsterne. Det var slæb for ham, da alle sækkene skulle bæres ind i og ud fra møllen, stables på vognene og ved siden af skulle han også passe kværnene. Den yngre svend passede mel- og grynmølleriet. Hver morgen blev der fra kornmagasinet hentet 2 tdr. byg som først blev skallet og derefter den ene tønde brækket til gryn og den anden sigtet til bygmel. Dette arbejde skulle gøres færdigt hver dag fra høst til hen i foråret. Om sommeren var der nogen stilstand og der blev solgt ganske lidt bygmel og byggryn. De faste kunder fik byttet og fik mel eller gryn for byg; de fik 16 pund mel eller gryn for 1 skæppe byg. De større gårde leverede i almindelighed et antal tønder byg på en gang og hentede så efterhånden, hvad de havde brug for af mel og gryn. Betalingen for skråmaling var 33 øre pr. tønde.

Ved vintre med frost i længere tid var der noget besvær med isen, idet der af og til måtte hugges is af vandhjulene ellers blev de for tunge og ligeledes kunne hjulene fryse fast om natten i bunden og man måtte ved hjælp af kogende vand smelte dem fri. Dette arbejde hjalp gårdens karle gerne med til, for at møllen kunne komme i gang så hurtigt som muligt. Ved tøbrud kom isflager drivende og der måtte holdes vagt ved frislusen da flagerne ville rejse sig på højkant og dæmme op for vandet, og derved forårsage oversvømmelse. Særlig Øresø Mølle var udsat idet den fik vandet fra de andre fire møller. Skete det om aftenen eller natten at mølledammen eller åen brækkede op, kom der ridende bud fra de ”øverste” møller, til de andre om at ”være på vagt ved sluserne”.

En vinter (før min tid) var frosten så hård og langvarig at kun det ene vandhjul (til skråarbejdet) kunne holdes i gang. Der var på vindmøllerne ingen hjælpekraft den gang og i længere tids stille vejr blev der særlig travlt på vandmøllerne og på Øresø Mølle kunne det ske, at der ganske tidlig om morgnen når vi stod op holdt en mand med et læs korn, der skulle males, - det gjaldt om at komme først at ikke ventetiden blev alt for lang- der var dog ofte møllevogne der holdt næsten hele dagen og ventede på tur. Vi kunne male op til 150 tønder på en sådan travl dag og det skete at sigtekværnen måtte tages i brug til skråmaling også, når det kneb med at få de sidste vogne ekspederet inden det blev for langt ud på aftene.

Det kan heller ikke nægtes, at der undertiden på sådanne travle dage kunne blive livligt i møllestuen; der gik adskillige mølledramme inden for vesten og mølleren var ej heller kneben med en kop kaffe til gæsterne, så de der havde lyst kunne få sig en kaffepunch. Personalet på møllen fik ikke stor kontant løn, men tjente snart sin løn i form af drikkepenge. Såvidt jeg husker fik den gifte svend knap 100 kr. hvert halvår, men så fik han jo kosten og fri bolig desuden mælk og brød da hans kone besørgede bagningen. Bageoven var installeret i huset hvor møllesvenden boede.  

 

Brunby Stubmølle


Og denne beretning om en vindmølle i stærk storm af Boum Pyndiahs  bragt i Møllen januar – februar 2009.

Tragedie eller romantik i møller

Introduktion

Målet med denne artikel er at sætte fokus på ulykker, hvoraf nogle var skæbnesvangre, der skete i løbet af 1800-tallet i Danmark. Denne tekst er oprindeligt skrevet på engelsk som et bidrag til TIMS Symposium i Holland i juni 2007.  På Susanne Jervelunds opfordring er den oversæt til dansk til glæde for medlemmer af Dansk Møllerforening. I den forbindelse er der foretaget en del ændringer til fordel for danske læsere. Forskellige steder har jeg medtaget uddrag af beretningerne i original form for at gøre teksten lidt mere spændende.

 

Efter sigende er det meget sjældent, at ulykker i møller bliver behandlet som et tema i molinologiske kredse. Idet jeg arbejdede med arkivalier omhandlende arbejdsbetingelser for møllere i Danmark i slutningen af 1800-tallet, nåede jeg frem til, at ulykker var en afgørende del af hverdagslivet for møllerne i fortiden. På en måde reflekterede jeg over, at det er ganske almindeligt at formidle viden om livet i møllerne på en dejlig og romantisk måde. I litteraturen findes utallige mængder af smukke opmålingstegninger, malerier, fotografier og interessante artikler om mølleriet, set fra vores synsvinkel. Det betyder dog ikke, at dette er forkert. Men da jeg er meget interesseret i sociale aspekter omkring kornmølleriet, besluttede jeg mig for at kalde artiklen ”Tragedie eller romantik i møller”. Her vil jeg bede læserne om at behandle ordene tragedie og romantik som et dikotomi - modsætninger.

 

Ved gennemlæsningen af en artikel om livet som møller omkring slutningen af det 19ende århundrede, stødte jeg på denne morsomme historie, der her bruges som et eksempel på romantik i møller ved en beskrivelse fra fortiden.

 

Historien lyder således:

Der kom en mand til mølle med en slat korn i en sæk på nakken, og et får trak han samtidig. Møllen stod stille med én vinge mod jorden, og manden binder fåret til vingen, medens han går op ad den lange trappe og ind i møllen. I det samme sæter møllersvenden møllen i gang, og den går næsten med det samme i stå igen. Han kunne ikke forstå grunden, men hørte så en ynkelig brægen, og ved at kigge ud så han jo fåret hænge og dingle i møllevingen et stykke op i luften. Nu fik de travlt med at komme ned, og ved fælles hjælp fik de vingen så langt tilbage, at de fik strikken skåret over, og fåret blev reddet. Men folk morede sig meget over den historie.”[i]

 

Historien fik mig til at reflektere over smukke billeder og illustrationer, udført af forskellige kunstnere, der viser hvordan gamle og grimme personer står i kø, for at ’rejse’ i en mølle – det være sig en vand- eller vindmølle – for at komme ud igen forvandlet som unge og smukke mennesker. I tidligere tider blev dette betragtet som en social institution, og møllerne blev kaldt for foryngelsesmøller. Det var et fænomen som var forbundet med tro og overtro. Men lad os se på, hvad der egentlig sker når nogen falder i en arbejdende mølle?

 

Dette spørgsmål fører os videre i forholdet i møllerne i 1860-ernes Danmark. Ved ophævelsen af  mølleprivilegiet i 1862 opstod der en polarisering i mølleerhvervet. To grupper blev dannet. Den ene bestod af møllersvende, som primært var optaget af at opretholde deres tidligere liv som traditionelle møllere, der arbejdede i traditionelle vand- og vindmøller. Den anden gruppe var mere progressiv og bestod af mestre, som var interesseret i at modernisere deres møller med formålet at opbygge et industrielt mølleri. Mestrene ejede møllerne og kunne ligeledes blive investorer.

 

For at blive møller i Danmark skulle man først gennemgå en læretid på 3 år. Dernæst kunne man få en plads på en mølle som første, anden eller tredje svend. Mølleren var den der formelt set ejede møllen.

Hver gruppe besluttede sig for at udgive deres eget blad, for at oplyse om emner af interesse for deres erhverv. Svendene udgav tidsskriftet ”Dansk Mølleri- Tidende” i 1885. Det blev redigeret af en møller. Mestrene udgav bladet ”Møllen” i 1884, som blev redigeret af en ingeniør. Når det kom til stykket, havde disse to grupper vanskeligt ved at blive enige om noget som helst. I de to tidsskrifters blandede spalter, kan man finde en række spændende oplysninger om møller til salg, politiske diskussioner, ulykker og andre forhold vedrørende personer med relationer til møller.

 

Mange af de omtalte uheld er hentet fra disse kilder og jeg må dog gør opmærksom på, at nogle af ulykkerne er beskrevet så detaljeret, at visse læsere måske vil finde det for grove. Desuden er emnerne er valgt ud fra et ønske om at fokusere på ildebrand, lynnedslag, børn, kvinder og møllere.

 

 

Møller og ulykker

I en avis fra 1852, er der en beskrivelse af en dødsulykke i en vandmølle. Denne meget korte beskrivelse, bekræfter det faktum at ulykkerne var alvorlige, og ofte var med dødelig udgang[ii].

I Lørdags Eftermiddag skulde Mestersvenden ved Vandmøllen i Lyngby smøre Møllehjulets Aksel. Han var iført en Lodden Kåbe, med hvilken han var uforsigtig nok til at komme Hjulet for nær; det greb fat i ham og træk ham ind i Værket, som knuste ham led for led og skilte Hovedet fra Kroppen. Den Ulykkelige efterlader sig en talrig familie[iii]”.

 

Den næste ulykke er fra den 18. januar 1888 i Næstved Store Mølle[iv]. Netop denne beskrivelse giver et godt indtryk af hvad en person kunne opleve i en ulykke. Til tider kan det være vanskeligt at forestille sig situationen.

Mistet en Arm i Mølleværket

”Den 18de ds, Aften kl. 6½ forefaldt den sørgelige Ulykke her paa Møllen, at Møllerlærlingen Peter Christian Andersen, 17 Aar gammel, fik den højre Arm aldeles knust og revet af. Ulykken skete paa kværnloftet, hvor omtalte var beskjæftiget med at slaa paa, og foranlediget ved, efter hans egen Forklaring, at han vilde, medens Knuseværket endnu var i Gang, fjærne lidt Havre, som han havde spildt ned ved Gangtøiet, og som han troede generede Smørelsen i Sporet. Han flyttede derfor en Kasse, som stod over Drevene, der trækker Valserne, og begyndte at rage Havren frem med den høire Haand, hvorpaa han havde en Vante; han kom derved for tæt til Drevene, saa Vanten blev grebet af disse, hvorved Haanden blev knust og Armen brækket og sønderflænget lige op til Skulderen, hvor den blev aldeles afrevet. Ulykken bemærkedes strax ved at man fra Broloftet hørte Knuseværkets Lyd forandre sig, og tillige en svag, klagende Stemme, som strax foranledigede Eftersyn, og Møllens øieblikkelig Standsning. En 5-6 Man kom strax til hjælp, men vi havde endda ca ½ Times Arbeide med at faa Drengen frigjort, paa Grund af, at hans Tøi var saa stærkt indviklet i Værket. Han var ved sin fuldkomne Bevidshed og kunde strax efter forklare, hvorledes det var gaaet til; kort efter blev han bedøvet af den tilstedekomne Apotheker og Doktor, og kjørt til Amtssygehuset, hvor han ligger i en meget haabløs Tilstand, da Brystet rimeligvis ogsaa har taget en Del Skade”

 

På Havens Mølle i Hørby Sogn nær Sæby var endnu en ulykkelig hændelse[v]. Netop fra dette tilfælde får vi et godt indtryk af, hvordan datidens mennesker har kæmpet for at overleve. Omtalt person havde mistet sin ene arm og måtte trods alt selv gå efter hjælp. I vore dage ville man sikkert have en mobiltelefon så man kunne tilkalde hjælp i nødsituationer.

 

 

Ulykkestilfælde

”I Havens Mølle i Hørby Sogn pr. Sæby skete for nogle Uger siden et eiendommeligt Ulykkestilfælde. Mølleforpagteren, der vilde rette paa Drivremmen, fik Haanden deri, derpaa Armen, og svingedes med Hjulet fem Gange rundt. Den ulykkelige var hele Tiden ved sin Bevisthed, og da han to Gange tørnede mod Hjælkerne, ventede han at blive slaaet ihjel. Endelig faldt han ned og troede da først, at Haanden var sluppen, men – opdager, ved Drypper af Blod, at Armen er borte. Han reiste sig og gik over til Møllegaarden, der liger i et Par Bøsseskuds Afstand. Her følte han sig for træt til at gaa videre og lod derfor spænde for og kjørte ca. en halv Fjerdingvei til sit Hjem. Lægen hentedes. Hovedpulsaaren laa blottet i Saaret. Den underbandtes foreløbig, og den tilskadekomne kjørtes derefter til Sygehuset i Sæby, ca. 1½ Mil. Han befandt sig efter Ankomsten dertil ganske vel, spiste og sov, hvorefter den nødvendige Operation blev foretaget. Den haarføre Mand, som har kunne taale den frygtelige Medfart, har det ifølge ’Frdb. Av.’ Vedblivende godt”.

 

En måned senere skete der en ny ulykke i en vandmølle, hvor en arm blev revet af en møllersvend[vi]. Her drejer det sig tydeligt om en person der villig til at gøre alt for at bevare sin status som møller, selvom han har været udsat for en alvorlig ulykke. Det er et godt eksempel på denne seje struktur, som man i kulturhistorisk henseende anvender ved beskrivelsen af, hvordan folk kæmper for at holde fast i en bestemt livsform.

Atter en Arm afreven

For kort Tid siden fik Møllersvenden i Søbyggaards Mølle den høire Arm afreven i Mølleværket. De nærmere Omstændigheder ved dette skrækkelige Ulykkestilfælde skrives der til os fra Sæby, er af den Art, at enhver Møllersvend gjør vel i at erindre det.

Svenden var i færd med at vende og rense en kom Sæk og satte med det samme Møllen i Bevægelse, for at punse Axlen lidt under Omdreiningen. Forinden Møllen var i fuld Gang, holdt han Sækken mod Axlen; Sækkebaandet har rimeligvis snoet sig omkring Axlen, og følgelig svøbtes da ogsaa sækken, som Armen var stukket ned i, omkring Axlen.

Eiren af Møllen gik i Øjeblikket paa den anden Side Møllebroen for at flytte Køer; han hører et Skrig og farer tilbage over Broen. En Blodstrøm, langs Stenbroen viser ham, der er sket en Ulykke. Møllersvenden havde ikke tabt Bevidstheden; han var strax gaaet til Køkkenet, hvor Kvinderne forfærdedes over hans Udseende, Blodet strømmede ned, den ene Arm var afreven, og en del Kjød hang i Laser omkring det blottede Skulderled.

Medens lægen blev hentet søgte man saa godt som mulig at standse Blodstrømmen. Da Mølleren kom ud i Møllen, fandt han den hele Arm liggende; et Stykke fra Leddet og nedefter var Kjødet afrevet. Da lægen havde forbundet den Ulykkelige, var han endnu saa kraftig, at han selv kunde gaa ud til Vognen, hvorfra han ogsaa kunde gaa ind i Sæby Syghus.

Han siger nu, at han ikke har smerter og glæder sig til i Fremtiden nok at kunne passe en Mølle alene med venstre Arm. Den tilskadekomne er et ganske ungt, alvorligt, strængt ædrueligt og stille Menneske og den flinkeste Møllersvende, der i lang Aarrække har været der paa Møllen”.

 

I følgende ulykke hang to møllere i vindfanget på Birkerød Mølle under en kraftig snestorm[vii]. Der var en rask nordvestvind med snebyger. Møllen gik for fulde sejl og havde to kværne i arbejde. Der kom en snybyge og mestersvenden havde standset møllen for at tage vindbrædderne af. Begge mænd gik i vindfanget for at udføre dette arbejde. Pludselig kom der et stærkt vindstød, der blæste vindfanget til siden. Mestersvenden som var øverst, kravlede op på armen og derfra klatrede op på akselhovedet, langs vingearmen, hvor han lod sig glide ned på svikstillingen via sejlet.

 

Anden svenden befandt sig nederst på armen. Da møllen fik frem. Han hang i sine arme i vingespidsen uden kontakt med grunden råbende om hjælp. Den eneste måde man kunne hjælpe ham på var at sætte vingen til vejrs så han muligvis kunne kravle ned af hækken. Men idet manden var bevidsløst faldt han ned fra vingespidsen, ramte hatten, akselhovedet og derfra langs skroget ned på omgangen. Et fald på 80 fod som næsten dræbte manden.  Lægen kom og konstaterede, at der ikke var nogen overhængende fare. På grund af snestormen blev han først kørt til hospitalet i Usserød dagen efter. Her blev mandens hage syet og kroppen var slemt læderet. Efter 16 dage på hospitalet stod manden op, og gik hjem på arbejde i møllen som sædvanligt.

Netop denne ulykke var med til at skabe en livlig debat om ulykkesforsikringer i Møllen, og de to møllere blev opfordret til at melde sig ind i en fælles forsikringsordning.

 

Kvinder og bønder i møller

En voldsom storm i 1888 skabte en del skader på Læsø [viii]. Der var utallige mindre stubmøller, som blev brugt på de enkelte gårde. Under stormen sprængt en kværnsten i to stykker i en af stubmøllerne. Det ene stykke gik lige igennem skroget og ødelagde et hjørnestolpe. Den anden ’part gjorde sig lystig i Møllen og molesterede en hel Del’. Mølleren slap til gengæld med skrækken.

 

Samme dag skete der endnu en ulykkelig hændelse på øen. Her var der tale om en mølle, der både var ejet og drevet af en kvinde. Vingerne og meget andet blev ødelagt og heldigvis skete der ikke noget med den kvindelige møller. Det interessante ved denne historie, er reaktionen fra andre møllere på, at en kvinde arbejdede i en mølle. Det blev betragtet, som en skamplet for møllerstanden. Det blev omtalt som et skandaløst forhold og paradoksalt nok undskyldte redaktionen denne kvindelige møller på Læsø. Måske var hun blot i møllen, fordi hendes mand holdt middagspause, og således burde man ære og agte en sådan kvinde, der ikke var bange for at hjælpe til med arbejdet i møllen.

 

Ved en ulykke i en by kaldet Brakker nær Kolding var reaktionerne igen meget heftige. Netop denne ulykke var en torn i øjet på møllersvendene. Hvordan kunne det være?

 

Ved liberaliseringen af møllenæringen, blev det tilladt for bønder at opføre deres egen mølle til personligt brug. Disse møller var ikke kundemøller og de etablerede møllere var vrede over, at de derved mistede kunder og omsætning. Således gav man sjove og sarkastiske navne til de nye bondemøller, hvis ejere hverken var uddannede møllere eller medlem af en møllerslægt.

 

Ved ulykken i møllen i Brakker var resultatet meget uheldigt. ’Pigen fik sin ene Arm indeklemt i Værket således at Møllen standsede, Pigen blev først befriet fra sin forfærdelige Stilling efter nogen Tids Forløb, blev derpaa kjørt til Sygehuset i Kolding, hvor Armen amputeredes.

At saadanne Forhold ere skandaløse og bør paatales, kan vistnok Alle være enige om; thi hvor vil en Mand, som aldeles ikke selv kan passe sin Spinderokkemølle ordentlig, være saa inhuman at forlange, at en pige skal kunne gjøre det. Efter vor mening er det den rene Idiotisme’.

 

De nye bondemøller fik øgenavne såsom skade-, spinderok- eller svipmøller. Bondemøllerne blev hadet af møllersvendene, som bestandigt kom med sarkastiske bemærkninger, for at vise deres foragt. De foreslog, at flere af disse ulykker burde nævnes i deres blad. Artiklen fortsætter med følgende kommentarer: ’I paranthes skal vi bemærke, at Kvindesagen er ganske vist høit oppe i alle Retninger, men at disse her omtale enkelte Tifælde skulde blive mere almindelige, saaledes at Kvinden skulde bemægtige sig vort Fags Omraade i lige saa høj Grad som f. Ex. Kontorfaget, det troer vi dog ikke; hun vil ubetinget her komme til at trække det korteste Straa. Dette være ikke sagt, fordi vi er blandt Kvindehadernes Tal; men det er til Kvindens egen Fordel, at vi raaber til hende: bliv fra Mølleværket! For Pigebørn er det farligt at komme nær’[ix].

 

Ser man tilbage på den ulykke der skete på Læsø, hvor en kvinde opholdt sig i en mølle under et stormvejr, vil det være interessant her at tilføje nogle få ord om møllersvendenes bemærkninger til denne sag. Almindelige mennesker kendte ikke noget til den arbejdsdeling, der særligt på Læsø var mellem kvinde- og mandearbejde. Det mest sandsynlige var, at kvinden arbejdede på møllen og at hun både var møller og ejer. Mænd på Læsø var søfolk, som for det meste var væk fra øen fordi de var ude at sejle.

 

Derfor var kvinder, børn og ældre personer alene på øen, og var mere eller mindre selv ansvarlige for det arbejde der skulle udføres. Hvis det var nødvendigt i landbruget, blev unge mænd hyret i Aalborg og arbejdede for øens kvinder[x].

 

Børn i møller

Det kan til tider være vanskeligt at forstå, hvordan børn kunne blive alvorligt kvæstet eller dræbt i møllerne. Tro det eller ej, der er talrige eksempler på ulykker der involverer børn. Her er en række eksempler på ulykkelige hændelser, hvor børn bliver kvæstet eller dræbt.

 

En møller ved navn Fenger fra Ikast oplevede et alvorligt uheld i sin vindmølle. Hans barnebarn kom for tæt på møllevingerne og blev ramt i hovedet af en vingespids. Da tililende nåede frem troede man at drengen var død. Men efter at være blevet bragt inden døre, livede han lidt op. Da lægen kom til stedet, blev et stort sår i hovedet syet og der var stadig håb om at redde drengens liv.

 

En anden ulykke skete for en dreng, der havde forvildet sig ind på en dampmølle. Han legede med en remskive, der arbejdede for fuld kraft og fik sine fingre ind i remskiven. Han var meget heldig, blev der sagt, idet ha kun mistede en fingernegl[xi].

 

En trist ulykke skete for at barn på 1½ år, som blev ramt af en møllevinge[xii].’ Et sørgeligt Ulykkestilfælde forefaldt den 30te April på Baunhøj Mølle ved Grenaa, hvor en lille 1½ Aar gammel Gut havde listet sig ud på Omgangen, hvor den kom for nær til Møllevingerne, hvilket havde til Følge, at Barnet blev ramt af en af disse iTindingen, og kort efter afgik ved Døden. Nærværende linier kan tjene til advarsel for D’Hrr. Møllere, saa at de ved Paabud forbyde mindre Børn at komme paa Møllen uden Opsyn’. Man må sige at det var en skarp kommentar fra redaktøren, der kritiserer mølleren på Baunhøj Mølle, hvor ulykken skete.

 

Hvis børn får lov at passe sig selv, kan der opstå farlige situationer. ’I Fredags druknede i Fölge Randers Amtsavis Mölleforpagter N. Rasmussens 2-årig Sön i Gjessinggårds Mölledam. Barnet, der i et ubevogtet Öjeblik havde leget ved et Vaskelad, er formodentlig falden fra dette ud i Dammen. Da man savnede Barnet, sögte man straks i Dammen, hvorfra den Lille förtes i Land som Lig’.’[xiii]

 

Brand i møller

Om ildebrand og konflikten mellem de to mølleorganisationer, er det værd at lægge mærke til følgende. En vis ”Mr. Felix”, havde tilsyneladende introduceret en ny instruks for brandøvelser i bladet Møllen. Derfor besluttede man i Dansk Mølleri-Tidende at bringe ironiske kommentarer om den nye metode. I Mølleri- Tidende blev der foreslået oprettet en ny stilling, som kunne besættes af Mr. Felix til en god løn. Det ville naturligvis blive et meget krævende job, at hjælpe møllerne med at udføre brandøvelserne korrekt på alle de 3000 møller, der var i Danmark. Debatten om brandøvelser startede i 1887[xiv], efter en brand anmeldt af møllersvend. J. C. Jensen fra Tamstrup Mølle.

 

Det var om Fredagen den 14de ds. (okt. 1887), det havde om Formiddagen været Byugeveir med hagl og Sne, men blev om Middagen blikstille med Solskin. Henimod 2-3 Tiden viste sig atter vældige Skymasser i Nord og snart efter begyndte det at blæse op, saa der kune males igien; men Vinden blev skarpere og skarpere, og Vingerne, som hidtil havde gaaet med fuld Seil, løb nu med voldsom Fart, saa der maatte jo standses og Seilene svækkes. Da det var gjort og Møllen atter var kommet i Gang og havde gaaet et Kvarterstid, knækker der en Kam i Kronhjulet, og jeg standsese Møllen burgitst muligt og gik op for at gjøre denne Kam i stand og for at efterse de øvrige Kamme. Da dette var gjort og jeg var færdig til at gaa ned ( Klokken kunde vel omtrent være 5), begndte Møllen pludselig at gaa under Persen; jeg sprang hen for at tvinge paa denne, med det hjalp ikke; jeg skyndte mig derfor ned saa hastig som muligt for at give Kværnen mere Korn og lægge den i Bund (sammen), men Spillet, som iforveien var daarligt, sprængtes, og alle kammene i Kronhjulet rendtes af. Nu var der kun Persen alene til at holde, og da denne i Forveien var daarlig og forslidt, var det en let Sag for Vingerne at tage Fart under den forrygende Snestorm, som nu havde reist sig, skjøndt der blev brugt baade Vand og Gulvsand til at slaa imellem Persen og Hjulet, og Grus til at slaa i Sølen; men det var umuligt at faa den standset. Og nu gik det med en saa voldsom Fart, at man undertiden ikke kunde se Vingerne, i omtrent 3 timer; men da Vandet var saa langt borte og der var for faa Folk tilstede, gik der jo til sidst Ild i Persen, som saa sprudlede ud til alle Sider og antændte Taget, og efter en halvanden Times Forløb var det Hele nedbrændt.”

 

 

Denne triste fortælling følges op af et forsigtigt råd fra redaktøren, der mente at mølleren måske kunne have drejet møllen ud af vinden for at stoppe de løbske vinger. Men det ville have været farligt for møllerne, som kunne have risikeret, at blive slået omkuld af krøjeværket. Dette er et godt eksempel på hvor vanskeligt, det er at redde en vindmølle der allerede er i brand.

 

Blakke Mølle var en stubmølle, som gik for fulde sejl da stormen kom[xv]. Persen blev lagt med det samme, men fungerede ikke. Så forsøgte man, at dreje vingerne ud af vinden. Men dette kunne ikke lade sig gøre, fordi svansen havde boret sig ned i jorden, på grund af trykker fra vindsiden. Selv fire stærke mænd, kunne ikke få svansen løsnet. Møllen fortsatte med at male, og man var rådvilde. Møllerne forsøgte at komme op på hatloftet, for at lægge mere vægt på persen. Men han var næppe kommet ind i møllen, før gangtøjet sprang i stykker og faldt ned omkring ham og han måtte skynde sig ud af møllen. Møllen fortsatte med at køre, mens røg og damp stod ud af hatten. Ingen turde gå derop, da det åbenlyst var alt for farligt. For en kort stund løjede vinden af, og møllen stod næsten stille. Men pludseligt tog stormen igen til i styrke. Møllen kørte igen hurtigt, indtil en vingearm gik løs og ramte jorden. Det resulterede i at alle fire vingearme blev smadret.. En af vingearmene faldt ned på taget, og ødelagde det. Da der nu således kom frisk vind til ilden, brændte møllen ned i løbet af kort tid.

 

Historien er fortalt af en møllersvend, der mener at branden skyldes selvantændelse, idet det ikke havde været muligt at standse møllen i tre timer, mens ilden ulmede. Ildebranden var et storslået syn, idet møllen fortsatte med at gå i mindst en halv time efter at ilden var brudt ud..

 

Et andet tilfælde skete på Tamstrup Mølle[xvi] i Torslev Sogn. Her beskrives det, at branden havde været et smukt syn da møllen fortsatte med at gå en halv time efter at ilden var opstået.

 

Af faktorer, der kunne forårsage brand var åben ild, lamper der eksploderede, eller selvantændelse som følge af storm.

 

Konklusion

Ved gennemlæsning af ”Dansk Møllerforenings” tidsskrifter bemærkes det at ulykker omtales, men ikke i så høj grad som i Mølleri–Tidende. På den anden side, er det åbenlyst vigtigt for Møllen’s redaktion, at informere deres læsere om nye installationer, der kan gavne sikkerheden, såsom lynafledere, brandsprøjter og betydningen af at have kendskab til regler og vilkår for stormskadeforsikring[xvii] . Disse forhold var at stor betydning for såvel mølleejere som ansatte i møllerne. Det var en tid, hvor der blev lagt stor vægt på betydningen af at kunne få erstatning fra forsikringsselskaberne. Det var også en følge af, at arbejdere kunne blive udsat for alvorlige ulykker. Der gik mange år før det offentlige sundhedssystem tog vare på denne opgave. Gennem lang tid blev forholdet omkring arbejdsulykker drøftet, og først efter at private initiativer havde vist en løsning, blev der indført en lovpligtig arbejdsskadeforsikring.

 

Møllesvendeforeningen, havde etableret en ulykkesforsikring i 1870erne, men ingen ved præcist hvad der blev af den[xviii].  Arbejdsskadeforsikring for arbejdere blev indført i 1898 og private kræfter lagde et stort arbejde i at beskytte arbejdede i industri og møller[xix]. Indtil disse forsikringer kom, var det almindeligt, at folk der kom ud for en ulykke måtte have hjælp af familie og venner. En anden mulighed var, at en godhjertet arbejdsgiver ville betale en del af lønnen i sygeperioden. I tilfælde af invaliditet, kunne arbejdsgiveren hjælpe ved at tilbyde lettere arbejde for en lavere løn[xx].

 

For at vende tilbage til de ulykker der skete med vinger, vil jeg gerne nævne en metode der bruges i Portugal til at advare kunder og andre, der nærmer sig møllen, særligt i tåget vejr. Angiveligt kaldes de ”buzios” eller ”jarras”[xxi]. På et reb udspændt mellem vingespidserne, er der bundet bjælder. Når vingerne drejer virker bjælderne som en musik instrument. Den lyd der fremkaldes kan advare om en fare forude. Yderligere var lyden et signal til møllerne, der kunne holde sig orienteret om både vindretning og vindhastighed. En imponerende opfindelse[xxii] - se illustrationen.

 


[i]   Viggo Sørensen, Møllerliv omkring århundredeskiftet. I: Fra Holbæk Amt. Historiske Aarbøger, Vol. 47, p 141,   

     udgivet af Historisk Samfund for Hobæk Amt 1954

[ii]  Georg Nørregaard, 1943, Arbejdsforhold indenfor dansk haandværk og industri. 1857 – 1899. pp 260.

[iii] Vejle Amtsavis, 20. marts 1852

[iv] Mølleri -  Tidende nr. 20, 31/1 – 1888

[v]  Mølleri – Tidende nr. 9, 15/8 – 188

[vi] Mølleri – Tidende nr12, 30/9 – 1888

[vii] Mølleri – Tidende nr. 23, 15/3 – 1889

[viii] Mølleri – Tidende nr. 20, 31/1 – 1889

[ix]  Mølleri – Tidende nr. 22, 22/2 – 1889.

[x]   Bjarne Stoklund, Arbejde og kønsroller på Læsø o. 1200 – 1900. Læsø Museum 1988

[xi]  Mølleri – Tidende nr. 2, 30/4 – 1890

[xii]  Mølleri – Tidende nr. 3, 15/5 – 1890

[xiii] Møllen nr. 200, 17/5, 1895

[xiv] Mølleri – Tidende nr. 14, 31/10 – 1887

[xv]  Mølleri – Tidende nr. 14, 31/10 – 1890

[xvi] Mølleri – Tidende nr. 14, 31/10 - 1890

[xvii] Møllen nr. 250, 1/5  - 1896

[xviii]Møllen nr. 250, 1/5 – 1896

[xix] Georg Nørregaard, Arbejdsforhold indenfor dansk haandværk og industri, 1957 – 1899, 1943, p. 264

[xx]  Georg Nørregaard, Arbejdsforhold indenfor dansk haandværk og industri, 1957 – 1899, 1943, p. 264

[xxi]  TIMS First Transactions i 1965, Portugal, Side 107. Anders Jespersen

[xxii]John og Anne Harrison, TIMS Symposium I Portugal, Journal of the International Molinological Society, nr. 70,  Juli 2005.

 

 

 

 Børkop Mølle

 


Fra Børkop Mølle beretter møller Viggo Therkildsen:


Min første erindring om møllen! 

Min far havde lært mølleriet på Brørup Mølle en gammel hollænder mellem Horsens og Skanderborg. Skæbnen ville, at der på nabogården var syv dejlige døtre og han faldt for den ældste. Det var jo dengang. at der var noget der hed tuberkulose, så nabopigerne blev tidlig forældreløse. Mine forældre overtog stedet og der voksede jeg op i nærheden af den gamle mølle.

Den fashionerede mig fra min første færd. Der var jo tider den betog mig mere end anden.

Jeg husker især en decemberaften i skumringen når møllen gik for nordøst med månen og de drivende skyer i baggrunden og flagermuslygtens dunkle skær i de små vinduer eller en sommerdag når møllen havde fået sin hvide sommersejl på.

Den blev plejet så omhyggelig så han skiftede sejl fra sommer til vinter. Det var jo hårdere ved sejlene om vinteren, hvis det frøs og skulle bankes. Om vinteren kunne den jo bedre gå med nogle tunge lappede sejl, hvorimod det om sommeren gjaldt om at have lette tætte sejl, så kunne møllen køre med en meget svag vind.

Møllen havde aldrig haft hjælpemotor, for det var en højt beliggende mølle med fri vind over Ejer Baunehøj og Yding Skovhøj.

Møllerens vækkeur bestod i en række popler ved gavlen af stuehuset udenfor soveværelsesvinduet. Når de begyndte at rasle med bladene så var det tid at stå op. Han var jo i det hele taget fuld afhængig af vejrets luner.

Det kunne til tider være rigtig hårdt. Hvis han en vintermorgen kom op og måske om aftenen havde standset møllen for sydvest og vinden om morgenen var drejet til nordøst. Så skulle han jo først have den drejet en halv omgang og derefter have den sejlet på og det vil sige fire gange rundt om møllen eller fire gange frem og tilbage mellem persen og vingerne. Måske fra en isglat omgang. Hvis sejlene så var frosset sammen, skulle de jo bankes ud, inden han kunne komme i gang. 

Jeg husker også den første nærkontakt med møllen.

Jeg har vel været en 4-5 år. Jeg skulle hente en pose gryn til mor, men da havde han valsen i gang og den buldrer jo voldsomt i en vindmølle. Når man så ser de enorme vinger dreje, så føler man til fulde sin lidenhed.

Jeg blev da hurtig fortrolig med møllen, for mølleren havde to drenge på alder med min bror og jeg ( vore knæfætre) og vi fik mange gode timer sammen med dem.

Vi fik bl. a. fremstillet et spil kegler, bare af nogle bøgeruller.

Alt i alt så står den gamle mølle som et skønt minde. Da jeg var tolv år måtte jeg tage afsked med den. 

Børkop Vandmølle

Da købte mine forældre i stedet Børkop Mølle. Da fik jeg jo først rigtig nærkontakt med mølleriet. Selve mølleriet var godt nok forpagtet ud da vi kom, men det hindrede ikke at jeg kunne komme i møllen.

Mølleren ville jo gerne have mig til at hjælpe med at hejse sække op. 

Men da krigen kom, overtog vi møllen. Den havde jo i mange år kun været drevet som grovmølleri, men der fandtes et fint grynmølleri. Det var selvfølgelig noget defekt, men vi fik det, ikke uden problemer, i gang. Det første der skete var, at skalstenen sprang.

Den havde jo stået stille i så mange år, så en af boltene der holder udsmideren var rustet, med det resultat at den klemte et hjørne ud af stenen og ødelagde kypen. Så var gode råd dyre for en skalsten var jo ikke noget man lige kunne købe henne om hjørnet.

Far mente, at vi muligvis kunne købe den på Brørup Mølle. Mølleren der havde jo ikke telefon så jeg måtte på cyklen og til Brørup. Han havde imidlertid smidt den ud og slået den i stykker, men han vidste at der lå en inde på Onsted Mølle ved Odder. Så måtte jeg på cyklen igen.og fik den også købt for hundrede kr. Vi fik fat i en vognmand og fik sten og cykel hel hjem.

Da havde far i mellemtiden fået tilbudt en ny ved nærmeste nabo til Nebbe Mølle og den passede bedre. Den kunne vi jo hente med hestevogn.

Det er den vi stadig bruger. 

Jeg blev imidlertid hurtig klar over at en vandmølle på ingen måde var mere problemfri at håndtere om vinteren end en vindmølle.

Vi havde jo tre isvintre i træk hvor det virkelig frøs. I 1940 – 41 frøs det fra 2. juledag til 4. april. Da var vi næsten grædefærdige når vi stod op om morgenen og isen var blevet et par tommer tykkere.

Så kunne de første to timer gå med at hugge is af hjulene og til trods for at vi huggede isen af, så godt vi kunne, blev hjulene alligevel så tunge at de tabte en del af deres kraft.

Desuden kneb det med at holde tappen fast for hjulets vægt blev jo let fordoblet. Alting får en ende. Som ovenfor nævnt varede vinteren 1940- 41 til den 4. april. Da gik vinden i sydvest, den havde stået i øst.

Den dag gav det bare godt med vand, for der var jo bjerge af sne. Men den 5. april da brød isen op ude i dammen og flagerne rejste sig foran slusen. Selvom vi huggede, tre mand, kunne vi ikke følge med. Når vi fik en igennem, kom der to i stedet for, så det endte med, at det brød igennem dæmningen på det svageste sted henne ved vandhjulene.

Det var et trøstesløst syn, da der faldt ro over tingene. Vandhjulene stod i dynd til akslerne. Isblokke, der var halvt mudrede, lå overalt.

En isblok havde boret sig ind i et hjørne af svinehuset, så da kunne vi dagen efter stå inde i svinehuset og se op i bunden af dammen. Vi havde jo trods alt den vestenvind, som vi havde ventet på hele vinteren.

Far var fuldstændig slået ud, forståeligt nok, for pengene var jo ikke så store. Han kom til mig. Nu kan vi lige så godt hænge nøglen, mente han. Det fik mig til at stejle, jeg havde jo ungdommens mod, og kunne ikke forestille mig at opgive den gamle mølle.

Så kan du jo prøve om du kan redde den, udbrød far spontant. Så blev det sådan, at jeg overtog styringen.

Jeg fik fat i den ingeniør, der lavede den nye tunnel oppe i byen. Han ville lave en spunsvæg for 1800 kr og dem havde min bror og jeg i sparepenge.

Jeg blev godt nok lovet at væggen skulle blive tæt, men det blev den imidlertid langtfra. Til alt held havde vi nogle gode naboer, der stillede med to spand heste og vogne. I løbet af to dage havde vi fyldt jord både foran og bagved og så skete underet. Vi fik vand i dammen igen. Hjulene havde vi fået gravet så meget fri at de kunne gå rundt og når først de kom i gang kunne de selv skylle sig fri og sandet fortsatte ned til den næste mølle. 

Men nu skulle der tjenes penge. Mulighederne var svundet betydelig ind med hensyn til formaling.

Der manglede alt det importerede korn og det vil sige f. eks.: En import var i 1931 på 1864,6 tusind ton. Og i 1941 var den 4,7 tusind tons. Det var trods alt mange tons årlig der manglede.

Vi havde imidlertid fået en kornordning og den gav en del omsætning med det korn der var. Det var jo nærmere samtidig en slags social ordning.

Alt brødkorn skulle afleveres, men de små brug fik ombytningskorn, foruden at de fik tildelt 300 kg i kvartalet, mens de store efter grundskyld skulle aflevere som tildeling til mindre brug, hønseholdere og avlscentre og gryn- og melmøller mm.  

Det gav en del arbejde på møllerne, men det skulle alt sammen være aflevert til lageret på møllerne inden 1. april.

Så var der om sommeren kun at udlevere det, vi havde på lager. Det var jo måde med, hvad der var at tjene ved at sælge 25 kg hønsekorn. Der skulle noget andet til. Jeg søgte så og fik tildelt 100 tdr byg om måneden til fremstilling af gryn. Af de 100 tdr skulle vi aflevere 65 % i grynmærker og 32 % i skalmel, rest svind.

Grynmærkerne skulle indsendes til statens Kornkontor, gl. Mønt 14, København K. Vi kunne jo ikke sidde og tælle dem alle, det var jo kun 1 kg pr. mærke, men det var på tro og love vi skrev under på, at de var der. De blev jo pakket med hundrede mærker i hver pose.

Det var imidlertid ikke så let at komme ind på markedet med byggryn. Jeg fik det svar, at hvis vi kunne levere bygmel, så var det noget andet. Men der var jo imidlertid ikke noget der hed bygmelsmærker. Så skulle vi jo til at bruge frihandelskorn, så blev det jo til en anden pris.

Så var der et kvikt hoved, der fandt ud af, at vi kunne kalde det finmalet byggryn og så bruge grynmærker, for det var ikke så stærk en mangelvare.

Så gik det faktisk strygende det første års tid, men vi kunne efterhånden ikke dække efterspørgslen.

Vi havde jo begrænsede vandmængder. Vi havde jo også landmandskunderne. De kom jo næsten i første række. Når de kom til døren, kunne vi ikke lade dem køre igen med uforrettet sag.

Det blev jo efterhånden, at vi måtte sige nej til grossisten. Det havde jo ellers været fin forretning. Det var jo sådan, at når vi lavede mel i stedet for gryn så gav det jo en udmalingsprocent på 80 for med gryn går grynmelet jo som affald og de 15 % kunne vi lave til frihandelskorn.

Det resulterede i, at vi var kommet ovenpå økonomisk. 

Der var jo ikke så travlt om sommeren, så jeg fik lyst til at prøve lidt andet. Far var kommet nogenlunde til hægterne igen og min bror var kommet hjem for at passe landbruget og hjælpe lidt i møllen. Så tog jeg i mosen om sommeren.

Det blev ganske vist ikke den guldgrube, som jeg havde regnet med. Jeg fik alligevel den store gevinst, idet jeg fandt min lille pige derude og hun var med hjemme på møllen om vinteren og vi har levet sammen nu i 65 år.

I 1946 solgte far møllen. Da var det ved at være ovre med mel og gryn og der var jo ikke muligheder for at omstille til moderne drift. Jeg passede så møllen for den nye ejer den første vinter, så regnede han med at han selv kunne klare den. Der gik et år, så måtte han sælge den og så kom den jo i handel flere gange og blev efterhånden lidt miserabel. 

Børkop kommune købte den i 1977 og fik den restaureret, men det er et helt nyt kapitel for sig. 

Jeg havde imidlertid købt landbrug, som vi levede af en snes år. Så gik det jo med mig, som så mange andre, jeg skulle ud og arbejde og hvad var mere naturlig end at søge ind på K.F.K. i Fredericia.

Det var jo ganske vist en hel anden form for mølleri. På Børkop Mølle kunne en kværn yde 4-5 tdr. i timen. På K.F.K. havde vi fire møller á fem tons i timen og da jeg stoppede efter 18 år havde vi to møller á 20 tons.

Uanset udviklingen var mølleriet et interessant arbejde.  

I 1985 havde min7. klasse jubilæum. Da var det 50 år siden vi flyttede i den nye skolebygning i Gauerslund. Da havde vor daværende borgmester Thorvald Bang- Hansen inviteret os på Børkop Vandmølle til kaffe og han har jo altid været varm på Børkop Mølle.

Han kom tilfældigvis til at nævne, at han gerne ville have mølleriet i gang igen.

Bygningerne var jo fint restaurerede og der var nye vandhjul, mens inventaret hang i laser.

Desværre røg Thorvald Bang- Hansen ud som borgmester i en periode og det udvalg, der så stod for det var ikke alt for varm på møllen.

Men da havde jeg en god støtte i Kristian Bertelsen, som var museumsbestyrer på den ny etablerede museum på Børkop Vandmølle,” Farbror Svends Samling” og jeg måtte love at det ikke kom til at koste over ti tusinde at restaurere mølleriet.

Da var jeg så heldig, at jeg kunne hente elevartorremme og kopper og andre småting inde på K.F.K. Jeg købte rustfrie stålplader til at lægge under skalstenen på udsalg. Så alt i alt var det kun lidt nye brædder og så løn til tømreren og så tog vi det sådan etapevis.

Det første år fik vi skalstenen klaret, så vi kunne lave hele byggryn. Der var dog en masse småting, der dukkede op undervejs. Alle kammen var ormædt. Dem oppe på kornloftet er jo af avnbøg og dem kan ormene lide. De havde jo stået stille i 50 år, så nogle af dem var fuldstændig pulveriseret.

Til alt held har vi en savskærer i nærheden, som arbejder med den slags træ og vi har jo som enhver gammel mølle med respekt for sig selv en række avnbøg langs åen. Nu er de fornyet og når bare møllen bliver brugt går der ikke orm i dem. 

Vi fik jo efterhånden det hele til at fungere og nu sælger vi mel og gryn til de gæster, som besøger møllen.

Kunderne kommer både fra København og Nordjylland for at få byggryn.

Det kan så nogenlunde dække de løbende udgifter. 

Jeg har jo imidlertid nået den alder, at jeg skal gå baglæns ned af trapperne ( årgang 1922). Jeg havde også fået en mand lært op, men han fik hjerneblødning og sidder nu på plejehjem.

Jeg var så heldig at finde en anden ildsjæl. Han er udlært mejerist og det er noget de samme gener, der skal til. Det er Kurt Hansen, så ham har jeg overladt møllen til.

Jeg har dog stadig min gang på møllen, for det ligger mig meget på sinde, at få en oplært til at betjene det enestående grynværk, et grynværk med tredobbelt afsugning. Det findes ikke andre steder. 

Det er jo i det hele taget meget vigtigt, når man restaurerer en mølle, at man er sikker på, at man har en person, som kan pleje den til daglig, ligesom man må være klar over at restaureringen er en ting, men den løbende vedligehold er noget andet.

En mølle der ikke bliver plejet løbende kommer hurtig til at se ynkelig ud og så må den hellere ikke være der.